Hvis det var et spørgsmål, der fandtes et konkret og brugbart svar på, som virkede, så tænker jeg, at der var en masse mennesker, der ville have det lettere. Men ofte kan det være svært at vide, det der er godt for os.

For når vi ikke gør det, vi godt ved er godt for os, retter vi ofte alle ti fingre ind mod os selv og forsøger at finde svaret i, hvad der er galt med os.

De mennesker, jeg møder i min praksis, læner sig meget hurtigt ind i fortællinger som:

Jeg har ingen rygrad.
Jeg har ingen selvdisciplin.
Jeg er doven.
Jeg vil jo nok ikke mig selv noget godt.
Hvis bare jeg gjorde det, så …
Alle andre kan jo, så det er jo mig, der er noget galt med.

Og mange andre variationer af det.

Noget af det, jeg synes er interessant fagligt, er, hvor hurtigt manglende handling bliver forstået som manglende vilje.

Jeg er ret vild med begrebet igangsætningsvanskeligheder, fordi det udfordrer den meget enkle fortælling om, at hvis vi virkelig ville noget, så ville vi også bare gøre det.

Er manglende handling det samme som manglende vilje?

I artiklen The blind men and the elephant: The case for a transdiagnostic approach to initiation beskrives det, hvordan igangsætning af en frivillig handling kan forstås som et samspil mellem eksekutive funktioner, volition – altså vilje, motivation og drivkraft – og bevægelse. Vanskeligheder i ét eller flere af de områder kan have betydning for, om handlingen overhovedet bliver sat i gang.

Mit vigtigste take-away fra artiklen er egentlig ikke modellen i sig selv. Det er påmindelsen om, hvor forsigtige vi skal være med at konkludere noget om et menneskes vilje ud fra det, vi kan se.

Artiklen beskriver blandt andet, hvordan manglende handling kan blive fortolket som modstand, manglende motivation eller et bevidst valg, selvom oplevelsen inde i mennesket kan være en helt anden. Den peger også på betydningen af den levede erfaring, fordi meget af det, der sker i forbindelse med igangsætning, netop ikke er synligt udefra.

Forfatterne bruger blandt andet formuleringen “unable, not unwilling” – ude af stand til, ikke uvillig – i relation til autistiske menneskers oplevelse af ikke at kunne handle, selvom viljen eller motivationen er der.

Og selvom artiklen ikke handler om forandring generelt, er der noget i den måde at forstå handling på, som jeg synes er værd at tage med ind i andre sammenhænge. Også når vi for eksempel taler om selvskade, depression, angst, OCD eller bare om noget i vores liv, vi virkelig gerne vil ændre.

For måske er det ikke altid så enkelt, at et menneske enten vil eller ikke vil. Man kan godt ønske noget andet, vide at noget andet ville være bedre og stadig have meget svært ved at bevæge sig derhen.

Det betyder ikke, at alle vores vanskeligheder med at gøre det, vi ved er godt for os, kan forklares med igangsætningsvanskeligheder. Artiklen tager udgangspunkt i neurologiske, neurodevelopmentale og psykiatriske tilstande. Men den giver mig endnu en grund til ikke at være for hurtig til at konkludere, hvad manglende handling betyder.

At vide, ville og kunne er ikke det samme

For vi kommer let til at blande det at vide med det at kunne. Som om viden automatisk burde føre til handling. Men sådan fungerer mennesker ikke. Vi kan godt vide præcis, hvad vi gerne vil gøre, og samtidig have utrolig svært ved faktisk at gøre det.

At vide noget → at ville noget → at kunne få sig selv til at gøre det.

De ting hænger sammen, men de er ikke det samme.

Når vi bliver ved med at gøre noget, der ikke er godt for os

Og så er der den anden side af spørgsmålet:

Hvorfor bliver vi ved med at gøre noget, som vi godt ved ikke er godt for os?

Vi kan gøre noget, som på lang sigt ikke hjælper os, fordi det i det konkrete øjeblik gør noget, vi har brug for. Det kan dæmpe smerte, give kontrol, skabe afstand, berolige, distrahere eller gøre noget uudholdeligt en lille smule mere udholdeligt.

Det gør ikke nødvendigvis handlingen god for os. Men det kan gøre den forståelig.

Det der er godt for os kan ændre sig

Og måske ligger der også noget i, at det, der er godt for os, ikke altid er det samme.

Det kan være foranderligt. Flydende. Afhængigt af dagen, kroppen, nervesystemet, relationerne, presset omkring os og det sted, vi står i livet lige nu.

Det, der støttede mig i går, er ikke nødvendigvis det, der støtter mig i dag. Og det, der er den rigtige beslutning den ene dag, kan være det modsatte den næste.

Derfor handler det måske også om at kunne rumme, at vores behov skifter. At vi ikke altid kan lave én fast regel for os selv og så forvente, at den passer til alle dage. Nogle gange har vi brug for at blive hjulpet fremad. Andre gange har vi brug for ro, pause eller mindre pres.

Og måske er noget af det svære netop at lære forskellen at kende.

Måske er behovet ikke problemet

Og så er der noget andet, jeg bliver optaget af:

Hvorfor bliver det, vi oplever, at vi egentlig har brug for, så ofte stemplet som noget forkert?

Behovet for at trække sig. Få ro. Slippe kontrollen. Få kontrol. Blive set. Eller bare få en pause. Nogle gange bliver selv behovet mødt med skam – også af os selv.

Måske er det ikke behovet, der er problemet. Det kan være måden, vi forsøger at få det mødt på, som på længere sigt gør livet sværere for os.

Et andet spørgsmål end: Hvorfor gør du det ikke bare?

Og så bliver det interessant at forstå, hvad det egentlig er, vi forsøger at hjælpe os selv med.

Så spørgsmålet bliver for mig mindre:

“Hvorfor gør du ikke bare det, der er godt for dig?”

Og mere:

“Hvad gør det, du gør lige nu, for dig?”

Forandring starter ikke altid med det rigtige valg

Det leder mig tilbage til noget af det, jeg skrev i mit sidste indlæg. Udefra kan to dage se næsten ens ud, selvom de indeni er vidt forskellige.

Nogle dage tager jeg løbeturen, fordi jeg ved, at den gør noget godt for mig. Andre dage gør jeg ikke. Nogle dage lægger jeg chokoladebaren tilbage, andre dage tager jeg den med hjem.

Jeg tror ikke længere, at det mest interessante er, om jeg valgte “rigtigt”. Jeg er langt mere interesseret i, hvad der skete i mig lige dér.

Hvad havde jeg brug for?
Hvad forsøgte jeg at hjælpe mig selv med?
Og kan jeg bagefter forstå det lidt bedre i stedet for med det samme at gøre det til endnu et bevis på alt det, jeg burde have gjort anderledes?

For mig starter forandring ikke med, at vi pludselig gør alting rigtigt eller altid vælger det, der er bedst for os.

Nogle gange starter den med, at vi forstår lidt mere af, hvorfor vi gør, som vi gør.

Reference:
Buckle, K.L., Poliakoff, E. and Gowen, E. (2023) ‘The blind men and the elephant: The case for a transdiagnostic approach to initiation’, Frontiers in Psychology, 13, 1113579.

Indlægget Hvorfor gør vi ikke bare det, vi godt ved er godt for os? blev først udgivet på Terapi og Rådgivning.

Det kommer også af, at et af de spørgsmål, jeg ofte bliver stillet, er:

“Hvad gør du, Fie, for at have det godt?”
“Hvad er det, du gør?”
“Du får det til at se let ud.”

Nogle gange kommer spørgsmålet fra fagprofessionelle, når jeg holder oplæg. Andre gange kommer det fra mennesker, jeg sidder overfor i samtaler. Og hver gang mærker jeg, at det ikke er et spørgsmål med et enkelt svar. Det er de fleste vigtige spørgsmål sjældent.

Jeg har faktisk i flere år tænkt over, hvordan jeg kan svare uden at få det til at lyde, som om det er let – og uden at få det til at lyde, som om det er umuligt.

At dele om psykisk smerte og forandring uden at skabe nye krav

Jeg har fulgt mange mennesker på sociale medier for at se, hvordan andre formidler. Hvordan de deler. Hvordan de gør sig synlige. Men for at være helt ærlig er jeg også blevet lidt skræmt. Ikke af det, folk lægger ud, men af tonen, især i kommentarsporene. Jeg har flere gange tænkt: Har jeg egentlig lyst til at udsætte mig selv for det?

Og så sidder jeg også med en følelse af, at man næsten ikke kan vinde. Hvis jeg viser det pæne, kan nogen blive ramt af det og føle, at de ikke selv slår til. Hvis jeg viser nullermænd, rod og fedtet hår, kan det også ramme nogen. For så kan det pludselig ligne, at det er dét, der er det rigtige at vise, hvis man vil være ærlig eller autentisk.

Og jeg har ikke lyst til at bidrage til endnu en fortælling om, at livet skal leves på en bestemt måde, før man er værdig til at have det. Der er rigeligt med forventninger derude. Hver eneste dag. Hvert eneste sekund. Forventninger om, hvordan vi skal se ud, føle, præstere, hele, forandre os, være forældre, være professionelle, være mennesker. Forventninger, som ingen kan leve op til. Ikke engang dem, der lægger dem ud på det store internet.

Jeg er her ikke for at vise, hvordan livet bør se ud. Jeg er her for at støtte mennesker i at finde en måde at leve på, som føles ægte og mulig for dem.

Psykisk smerte og forandring handler ikke om faste regler

Men den vigtigste beslutning ligger ikke i, hvad jeg vælger.

Den vigtigste beslutning ligger i, hvordan jeg er med mig selv bagefter. For nogle dage kan det være den helt rigtige beslutning ikke at løbe. Nogle dage kan chokoladebaren være lige præcis det, der gør dagen lidt mere mulig. Andre dage er det modsatte sandt.

Når vi taler om psykisk smerte og forandring, tror jeg derfor ikke, vi kommer særlig langt med faste regler for, hvad der altid er rigtigt eller forkert. Det handler mere om kontakt. Om at lære sig selv så godt at kende, at man langsomt begynder at mærke forskel på, hvad der støtter én, og hvad der trækker én længere væk fra sig selv.

Det handler om perspektiv.

Og det handler om, at 2 + 2 ikke altid giver 4, når vi taler om mennesker. Nogle gange gør det. Men ikke altid. For det er ekstremt komplekst at være et menneske. Og endnu mere komplekst at forsøge at være et menneske i kontakt med sig selv, sit liv og alt det, der gør ondt.

Et sted til spørgsmål uden hurtige svar

Det er dét, jeg gerne vil skabe et sted for her.

Et sted, hvor der er plads til spørgsmål. Ikke nødvendigvis spørgsmål med hurtige svar, men spørgsmål, som mange mennesker går alene med. Spørgsmål om selvskade. Om psykisk smerte. Om at være forælder til et menneske, der har det svært. Om at føle sig forkert, selvom man udefra ser ud til at fungere. Om terapi, relationer, skam, håb og forandring.

Jeg kalder det Et sted at spørge, fordi jeg tror, at mange mennesker mangler netop det:

Et sted hvor det svære kan blive mødt uden dom.
Uden hurtige løsninger.
Og uden krav om at være enten stærk eller ødelagt.

For mig handler psykisk smerte og forandring ikke om at finde én rigtig måde at leve på. Det handler om at skabe mere forståelse, mere kontakt og flere muligheder – også på de dage, hvor livet ikke ser ud, som man havde håbet.

Har du et spørgsmål, du går med, er du velkommen til at sende det til mig.

Jeg svarer ikke på alt offentligt, og aldrig på en måde hvor mennesker kan genkendes. Men nogle spørgsmål kan blive til tekster her på bloggen, fordi de måske også kan hjælpe andre, der står med noget lignende. Det kan være spørgsmål om selvskade, psykisk smerte, forældreskab, relationer, terapi eller det at være menneske, når livet ikke føles enkelt.

Her vil jeg løbende skrive om psykisk smerte og forandring – ikke som noget, der har hurtige svar, men som noget, vi kan blive klogere på sammen.

Indlægget Udefra ser det ofte ens ud blev først udgivet på Terapi og Rådgivning.

Jeg arbejder som terapeut og rådgiver – med både faglig viden og personlig erfaring som fundament. Det betyder, at jeg tilbyder forskellige former for samtaler og rådgivning, afhængigt af hvem du er, og hvad du står i:

• Individuel terapi til mennesker, der oplever psykisk smerte, mistrivsel eller selvskade. Her er der plads til at dele det svære og finde nye måder at forstå og håndtere livet på.
• Forældrerådgivning, når man står tæt på et barn – uanset alder – der kæmper. Det kan være en stor belastning at være vidne til, og her kan du få støtte til både at bevare overblik og passe på dig selv, mens du er der for dit barn.
• Rådgivning og sparring til fagfolk, der arbejder med selvskade eller psykisk sårbarhed. Jeg tilbyder foredrag, workshops og konsulentrådgivning, hvor fokus er på at skabe forståelse, nuancer og handlemuligheder i praksis.

Fælles for alt mit arbejde er et menneskesyn, der bygger på respekt, nysgerrighed og en grundlæggende tillid til, at forandring er mulig. Jeg tror på, at vi alle har brug for noget forskelligt – derfor handler det for mig ikke om at passe dig ind i en form, men om at finde en form, der passer til dig.

Dette første indlæg fungerer som en introduktion. Fremover vil jeg her dele svar på spørgsmål, jeg får indsendt. Mit håb er, at svarene kan være til støtte – ikke kun for den, der spørger, men også for andre, der står i noget lignende.

Der findes sjældent enkle løsninger. Men der findes altid veje. Og nogle gange begynder de med et enkelt spørgsmål.

Indlægget Hvad kan jeg hjælpe med? blev først udgivet på Terapi og Rådgivning.