Det kommer også af, at et af de spørgsmål, jeg ofte bliver stillet, er:

“Hvad gør du, Fie, for at have det godt?”
“Hvad er det, du gør?”
“Du får det til at se let ud.”

Nogle gange kommer spørgsmålet fra fagprofessionelle, når jeg holder oplæg. Andre gange kommer det fra mennesker, jeg sidder overfor i samtaler. Og hver gang mærker jeg, at det ikke er et spørgsmål med et enkelt svar. Det er de fleste vigtige spørgsmål sjældent.

Jeg har faktisk i flere år tænkt over, hvordan jeg kan svare uden at få det til at lyde, som om det er let – og uden at få det til at lyde, som om det er umuligt.

At dele om psykisk smerte og forandring uden at skabe nye krav

Jeg har fulgt mange mennesker på sociale medier for at se, hvordan andre formidler. Hvordan de deler. Hvordan de gør sig synlige. Men for at være helt ærlig er jeg også blevet lidt skræmt. Ikke af det, folk lægger ud, men af tonen, især i kommentarsporene. Jeg har flere gange tænkt: Har jeg egentlig lyst til at udsætte mig selv for det?

Og så sidder jeg også med en følelse af, at man næsten ikke kan vinde. Hvis jeg viser det pæne, kan nogen blive ramt af det og føle, at de ikke selv slår til. Hvis jeg viser nullermænd, rod og fedtet hår, kan det også ramme nogen. For så kan det pludselig ligne, at det er dét, der er det rigtige at vise, hvis man vil være ærlig eller autentisk.

Og jeg har ikke lyst til at bidrage til endnu en fortælling om, at livet skal leves på en bestemt måde, før man er værdig til at have det. Der er rigeligt med forventninger derude. Hver eneste dag. Hvert eneste sekund. Forventninger om, hvordan vi skal se ud, føle, præstere, hele, forandre os, være forældre, være professionelle, være mennesker. Forventninger, som ingen kan leve op til. Ikke engang dem, der lægger dem ud på det store internet.

Jeg er her ikke for at vise, hvordan livet bør se ud. Jeg er her for at støtte mennesker i at finde en måde at leve på, som føles ægte og mulig for dem.

Psykisk smerte og forandring handler ikke om faste regler

Men den vigtigste beslutning ligger ikke i, hvad jeg vælger.

Den vigtigste beslutning ligger i, hvordan jeg er med mig selv bagefter. For nogle dage kan det være den helt rigtige beslutning ikke at løbe. Nogle dage kan chokoladebaren være lige præcis det, der gør dagen lidt mere mulig. Andre dage er det modsatte sandt.

Når vi taler om psykisk smerte og forandring, tror jeg derfor ikke, vi kommer særlig langt med faste regler for, hvad der altid er rigtigt eller forkert. Det handler mere om kontakt. Om at lære sig selv så godt at kende, at man langsomt begynder at mærke forskel på, hvad der støtter én, og hvad der trækker én længere væk fra sig selv.

Det handler om perspektiv.

Og det handler om, at 2 + 2 ikke altid giver 4, når vi taler om mennesker. Nogle gange gør det. Men ikke altid. For det er ekstremt komplekst at være et menneske. Og endnu mere komplekst at forsøge at være et menneske i kontakt med sig selv, sit liv og alt det, der gør ondt.

Et sted til spørgsmål uden hurtige svar

Det er dét, jeg gerne vil skabe et sted for her.

Et sted, hvor der er plads til spørgsmål. Ikke nødvendigvis spørgsmål med hurtige svar, men spørgsmål, som mange mennesker går alene med. Spørgsmål om selvskade. Om psykisk smerte. Om at være forælder til et menneske, der har det svært. Om at føle sig forkert, selvom man udefra ser ud til at fungere. Om terapi, relationer, skam, håb og forandring.

Jeg kalder det Et sted at spørge, fordi jeg tror, at mange mennesker mangler netop det:

Et sted hvor det svære kan blive mødt uden dom.
Uden hurtige løsninger.
Og uden krav om at være enten stærk eller ødelagt.

For mig handler psykisk smerte og forandring ikke om at finde én rigtig måde at leve på. Det handler om at skabe mere forståelse, mere kontakt og flere muligheder – også på de dage, hvor livet ikke ser ud, som man havde håbet.

Har du et spørgsmål, du går med, er du velkommen til at sende det til mig.

Jeg svarer ikke på alt offentligt, og aldrig på en måde hvor mennesker kan genkendes. Men nogle spørgsmål kan blive til tekster her på bloggen, fordi de måske også kan hjælpe andre, der står med noget lignende. Det kan være spørgsmål om selvskade, psykisk smerte, forældreskab, relationer, terapi eller det at være menneske, når livet ikke føles enkelt.

Her vil jeg løbende skrive om psykisk smerte og forandring – ikke som noget, der har hurtige svar, men som noget, vi kan blive klogere på sammen.

Indlægget Udefra ser det ofte ens ud blev først udgivet på Terapi og Rådgivning.

Jeg arbejder som terapeut og rådgiver – med både faglig viden og personlig erfaring som fundament. Det betyder, at jeg tilbyder forskellige former for samtaler og rådgivning, afhængigt af hvem du er, og hvad du står i:

• Individuel terapi til mennesker, der oplever psykisk smerte, mistrivsel eller selvskade. Her er der plads til at dele det svære og finde nye måder at forstå og håndtere livet på.
• Forældrerådgivning, når man står tæt på et barn – uanset alder – der kæmper. Det kan være en stor belastning at være vidne til, og her kan du få støtte til både at bevare overblik og passe på dig selv, mens du er der for dit barn.
• Rådgivning og sparring til fagfolk, der arbejder med selvskade eller psykisk sårbarhed. Jeg tilbyder foredrag, workshops og konsulentrådgivning, hvor fokus er på at skabe forståelse, nuancer og handlemuligheder i praksis.

Fælles for alt mit arbejde er et menneskesyn, der bygger på respekt, nysgerrighed og en grundlæggende tillid til, at forandring er mulig. Jeg tror på, at vi alle har brug for noget forskelligt – derfor handler det for mig ikke om at passe dig ind i en form, men om at finde en form, der passer til dig.

Dette første indlæg fungerer som en introduktion. Fremover vil jeg her dele svar på spørgsmål, jeg får indsendt. Mit håb er, at svarene kan være til støtte – ikke kun for den, der spørger, men også for andre, der står i noget lignende.

Der findes sjældent enkle løsninger. Men der findes altid veje. Og nogle gange begynder de med et enkelt spørgsmål.

Indlægget Hvad kan jeg hjælpe med? blev først udgivet på Terapi og Rådgivning.