Når vi ikke gør det der er godt for os
Hvis det var et spørgsmål, der fandtes et konkret og brugbart svar på, som virkede, så tænker jeg, at der var en masse mennesker, der ville have det lettere. Men ofte kan det være svært at vide, det der er godt for os.
For når vi ikke gør det, vi godt ved er godt for os, retter vi ofte alle ti fingre ind mod os selv og forsøger at finde svaret i, hvad der er galt med os.
De mennesker, jeg møder i min praksis, læner sig meget hurtigt ind i fortællinger som:
Jeg har ingen rygrad.
Jeg har ingen selvdisciplin.
Jeg er doven.
Jeg vil jo nok ikke mig selv noget godt.
Hvis bare jeg gjorde det, så …
Alle andre kan jo, så det er jo mig, der er noget galt med.
Og mange andre variationer af det.
Noget af det, jeg synes er interessant fagligt, er, hvor hurtigt manglende handling bliver forstået som manglende vilje.
Jeg er ret vild med begrebet igangsætningsvanskeligheder, fordi det udfordrer den meget enkle fortælling om, at hvis vi virkelig ville noget, så ville vi også bare gøre det.
Er manglende handling det samme som manglende vilje?
I artiklen The blind men and the elephant: The case for a transdiagnostic approach to initiation beskrives det, hvordan igangsætning af en frivillig handling kan forstås som et samspil mellem eksekutive funktioner, volition – altså vilje, motivation og drivkraft – og bevægelse. Vanskeligheder i ét eller flere af de områder kan have betydning for, om handlingen overhovedet bliver sat i gang.
Mit vigtigste take-away fra artiklen er egentlig ikke modellen i sig selv. Det er påmindelsen om, hvor forsigtige vi skal være med at konkludere noget om et menneskes vilje ud fra det, vi kan se.
Artiklen beskriver blandt andet, hvordan manglende handling kan blive fortolket som modstand, manglende motivation eller et bevidst valg, selvom oplevelsen inde i mennesket kan være en helt anden. Den peger også på betydningen af den levede erfaring, fordi meget af det, der sker i forbindelse med igangsætning, netop ikke er synligt udefra.
Forfatterne bruger blandt andet formuleringen “unable, not unwilling” – ude af stand til, ikke uvillig – i relation til autistiske menneskers oplevelse af ikke at kunne handle, selvom viljen eller motivationen er der.
Og selvom artiklen ikke handler om forandring generelt, er der noget i den måde at forstå handling på, som jeg synes er værd at tage med ind i andre sammenhænge. Også når vi for eksempel taler om selvskade, depression, angst, OCD eller bare om noget i vores liv, vi virkelig gerne vil ændre.
For måske er det ikke altid så enkelt, at et menneske enten vil eller ikke vil. Man kan godt ønske noget andet, vide at noget andet ville være bedre og stadig have meget svært ved at bevæge sig derhen.
Det betyder ikke, at alle vores vanskeligheder med at gøre det, vi ved er godt for os, kan forklares med igangsætningsvanskeligheder. Artiklen tager udgangspunkt i neurologiske, neurodevelopmentale og psykiatriske tilstande. Men den giver mig endnu en grund til ikke at være for hurtig til at konkludere, hvad manglende handling betyder.
At vide, ville og kunne er ikke det samme
For vi kommer let til at blande det at vide med det at kunne. Som om viden automatisk burde føre til handling. Men sådan fungerer mennesker ikke. Vi kan godt vide præcis, hvad vi gerne vil gøre, og samtidig have utrolig svært ved faktisk at gøre det.
At vide noget → at ville noget → at kunne få sig selv til at gøre det.
De ting hænger sammen, men de er ikke det samme.
Når vi bliver ved med at gøre noget, der ikke er godt for os
Og så er der den anden side af spørgsmålet:
Hvorfor bliver vi ved med at gøre noget, som vi godt ved ikke er godt for os?
Vi kan gøre noget, som på lang sigt ikke hjælper os, fordi det i det konkrete øjeblik gør noget, vi har brug for. Det kan dæmpe smerte, give kontrol, skabe afstand, berolige, distrahere eller gøre noget uudholdeligt en lille smule mere udholdeligt.
Det gør ikke nødvendigvis handlingen god for os. Men det kan gøre den forståelig.
Det der er godt for os kan ændre sig
Og måske ligger der også noget i, at det, der er godt for os, ikke altid er det samme.
Det kan være foranderligt. Flydende. Afhængigt af dagen, kroppen, nervesystemet, relationerne, presset omkring os og det sted, vi står i livet lige nu.
Det, der støttede mig i går, er ikke nødvendigvis det, der støtter mig i dag. Og det, der er den rigtige beslutning den ene dag, kan være det modsatte den næste.
Derfor handler det måske også om at kunne rumme, at vores behov skifter. At vi ikke altid kan lave én fast regel for os selv og så forvente, at den passer til alle dage. Nogle gange har vi brug for at blive hjulpet fremad. Andre gange har vi brug for ro, pause eller mindre pres.
Og måske er noget af det svære netop at lære forskellen at kende.
Måske er behovet ikke problemet
Og så er der noget andet, jeg bliver optaget af:
Hvorfor bliver det, vi oplever, at vi egentlig har brug for, så ofte stemplet som noget forkert?
Behovet for at trække sig. Få ro. Slippe kontrollen. Få kontrol. Blive set. Eller bare få en pause. Nogle gange bliver selv behovet mødt med skam – også af os selv.
Måske er det ikke behovet, der er problemet. Det kan være måden, vi forsøger at få det mødt på, som på længere sigt gør livet sværere for os.
Et andet spørgsmål end: Hvorfor gør du det ikke bare?
Og så bliver det interessant at forstå, hvad det egentlig er, vi forsøger at hjælpe os selv med.
Så spørgsmålet bliver for mig mindre:
“Hvorfor gør du ikke bare det, der er godt for dig?”
Og mere:
“Hvad gør det, du gør lige nu, for dig?”
Forandring starter ikke altid med det rigtige valg
Det leder mig tilbage til noget af det, jeg skrev i mit sidste indlæg. Udefra kan to dage se næsten ens ud, selvom de indeni er vidt forskellige.
Nogle dage tager jeg løbeturen, fordi jeg ved, at den gør noget godt for mig. Andre dage gør jeg ikke. Nogle dage lægger jeg chokoladebaren tilbage, andre dage tager jeg den med hjem.
Jeg tror ikke længere, at det mest interessante er, om jeg valgte “rigtigt”. Jeg er langt mere interesseret i, hvad der skete i mig lige dér.
Hvad havde jeg brug for?
Hvad forsøgte jeg at hjælpe mig selv med?
Og kan jeg bagefter forstå det lidt bedre i stedet for med det samme at gøre det til endnu et bevis på alt det, jeg burde have gjort anderledes?
For mig starter forandring ikke med, at vi pludselig gør alting rigtigt eller altid vælger det, der er bedst for os.
Nogle gange starter den med, at vi forstår lidt mere af, hvorfor vi gør, som vi gør.
Skriv et svar